F A B E C H - H O L M . D K
Bali 2018 • Permuteran
Pemuteran ligger i den nordvestlige del af Bali, som er et særdeles frugtbart område, og rismarkerne her giver et højt udbytte. Her er lange og brede strande, og inde i landet er naturen meget varieret med store områder af ufremkommeligt terræn. Her findes Balis eneste Nationalpark (Taman National Park), der dækker 76.000 hektar af den nordvestlige del af øen.
Den smalle landevej mellem nord og vest bugter sig langs kysten, mens landskabet og vegetationen på modsatte side konstant skifter karakter. De store områder med vinmarker afløses af frodig vildtvoksende vegetation, som til sidst opsluges af bjergkammen, der markerer den ydre ramme om national parken.
Efter kørsel gennem dette smukke natursceneri ankommer man til Pemuteran. Et område der endnu ikke har oplevet turister i større antal, og appellerer til de rejsende, som ønsker rolige omgivelser. Den smukke natur og den dejlige strand kompenserer til fulde for et begrænset udbud af restauranter og andre faciliteter.